Velkommen til Kalundborg

Kalundborg byder på historiske gader, caféer og fjordudsigt. Et godt udgangspunkt for oplevelser i hele området.

Kalundborg er en historisk købstad med en stærk maritim identitet. Kalundborg har et stort og voksende erhvervsliv der trækker tråde tilbage til 1960'erne og Carmen Curlers der blev et ikon for Kalundborgs industrielle vækst. Byens kombination af industri, kultur og naturoplevelser gør den til en attraktiv destination for både borgere og besøgende. Kalundborg har 16.295 indbyggere (2024) og er hovedbyen i Kalundborg Kommune. Byen er kendt for sin smukke middelalderbydel med beliggenhed ved Kalundborg Fjord, og sin voksende rolle som centrum for bioteknologi og grøn energi. Kalundborg er i vækst med den blomstrende industri, der skaber nye arbejdspladser og tiltrækker nye beboere. Byen er let tilgængelig via vej og tog og har gode forbindelser til resten af Sjælland samt færgeforbindelse til Samsø.

Navne Kalundborg består af 3 led: Ka – lund – borg:

Kaa- er det gamle navn for en allike
-lund henviser til en lille skovbevoksning, der må have ligget på stedet
-borg henviser til byens første befæstning, "Vestre Forborg"

"Borgen ved den lille skov, hvor der lever alliker".

Kalundborgs historie går tilbage til Middelalderen, hvor byen voksede frem omkring Højbyen og den imponerende femtårnede Vor Frue Kirke. Byen har gennem tiden spillet en vigtig rolle som handels- og søfartsby og er i dag et centrum for industri og innovation. Kalundborg har været vært for flere store begivenheder, herunder Tour de France og Royal Run, hvilket har sat byen på landkortet som en destination for store nationale events.

Kalundborg har også en stærk kunsthistorisk arv og var hjemsted for den berømte guldaldermaler Johan Thomas Lundbye. Hans smukke skildringer af det danske landskab har haft stor betydning for dansk kunsthistorie, og han fandt stor inspiration i Kalundborgs naturskønne omgivelser. Lundbyes værker kan opleves på forskellige museer og udstillinger i Danmark.

Kalundborgs naturskønne omgivelser byder på smukke landskaber og spændende udendørsoplevelser. Kalundborg Havnepark er et populært område, hvor både rekreation og aktivitet går hånd i hånd. Her er der plads til afslapning med udsigt over fjorden, og du kan bade direkte i havnen. Parken fungerer også som samlingspunkt for events i sommerperioden, med alt fra udendørsbiograf på storskærm til grillfester og dansetimer. Uanset om du er til sport, natur eller kulturelle oplevelser, tilbyder Havneparken noget for alle. Kalundborg Fjord indbyder til sejlsport, kajakroning og fiskeri. 

For dem, der ønsker indendørs aktiviteter, finder du også Kalundborg Svømmehal. Den er udstyret med tre vipper og en lille rutsjebane, hvilket giver både børn og voksne mulighed for sjov og aktivitet i vandet. Kalundborg Hallerne er derudover et vigtigt samlingspunkt for idræt og kultur og danner ofte rammen om større sportsbegivenheder, messer, koncerter og andre store arrangementer. Kalundborg Hallerne er en arkitektonisk perle, tegnet af Friis & Moltke i 1968.

Læs mere om Outdoorspot Kalundborg

Kalundborg byder på et alsidigt kulturliv med kunst, musik, teater og kulturelle tilbud for alle aldre. Kalundborg Museum formidler byens historie fra middelalderen til i dag og giver indblik i både lokale begivenheder og nationale strømninger. I Bispegården midt i byen kan man opleve skiftende kunstudstillinger og arrangementer året rundt.

Musik- og spillesteder i byen præsenterer et varieret program med koncerter, stand-up og foredrag – med både lokale, nationale og internationale kunstnere. Dertil bidrager flere større aktører og virksomheder aktivt til kulturlivet ved at arrangere større koncerter og underholdningsbegivenheder, ofte i samarbejde med lokale kulturaktører.

Kalundborg Bibliotek er et vigtigt samlingspunkt og tilbyder aktiviteter for børn, unge og voksne – fra læseklubber og foredrag til kreative værksteder og børneteater. Biblioteket fungerer som et åbent og inkluderende mødested for byens borgere.

I de kommende år styrkes kulturlivet yderligere med etableringen af et nyt kulturhus i Havneparken. Det skal samle flere af byens kulturelle kræfter og danne ramme om nye fællesskaber, kreative aktiviteter og kulturelle oplevelser midt i Kalundborg.

Kalundborg har i løbet af de seneste 5–10 år udviklet sig til en ambitiøs og attraktiv studieby med international rækkevidde. Med et stærkt fokus på bioteknologi, grøn omstilling og bæredygtighed har byen tiltrukket både studerende og forskere fra hele verden. I dag er Kalundborg hjemsted for en række unikke uddannelser, som ikke findes andre steder i Danmark.

Biotekbyen Kalundborg er blandt andet kendt for sit tætte samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner og nogle af verdens største biotek- og industrivirksomheder. Det giver studerende en enestående mulighed for at koble teori og praksis – og for at blive en del af et levende erhvervsmiljø allerede under studiet.

Uddannelsesmiljøet tæller bl.a. Absalon Biotek, DTU, og Det Kongelige Akademi – som netop har placeret en af sine tre arkitekturuddannelser i Kalundborg. Den lokale linje har fokus på bæredygtigt byggeri og koblingen mellem arkitektur og landskab.

Alle disse initiativer har ført til en markant stigning i antallet af internationale studerende i byen. Mange af dem vælger ikke bare at studere, men også at slå rødder – og flere får job i de lokale virksomheder, hvor deres viden og kompetencer er i høj kurs. Det bidrager til et mangfoldigt og globalt orienteret Kalundborg.

Læs mere om studieliv i Kalundborg

Kalundborg har et stærkt og levende foreningsliv med en bred vifte af tilbud inden for sport og fritidsaktiviteter. Her mødes mennesker på tværs af alder og baggrund – i alt fra fodbold og løbeklubber til kor, kampsport og spejderliv.

Byens idrætsfaciliteter danner rammen om både hverdagsaktiviteter og større begivenheder. Kalundborg Hallerne rummer to sportshaller og bliver flittigt brugt til alt fra træning til stævner og opvisninger. Derudover findes en svømmehal, et aktivt kampsportsmiljø med base i Spiralen, samt mange udendørs faciliteter – herunder fodboldbaner, beachvolleybane, streetbasket og en populær skaterbane.

Foreningslivet i Kalundborg er kendetegnet ved et stærkt engagement og evnen til at samle mennesker – både til den ugentlige træning og de store arrangementer, der tiltrækker mange deltagere og publikummer.

Find foreningerne i Kalundborg

I Kalundborg by finder du alt fra unikke specialbutikker og dagligvarebutikker til hyggelige caféer og spisesteder – særligt i de tre centrale handelsområder: Kordilgade/Skibbrogade, Nytorv og Stejlhøj. Byens aktive handelsstandsforening, Vores Kalundborg, sørger året rundt for markedsdage, events og aktiviteter, der skaber liv i gaderne og trækker både lokale og besøgende til.

Udbuddet spænder fra modetøj, brugskunst og gaveartikler til madoplevelser med både danske og internationale retter. I Havneparken ligger flere caféer og spisesteder med udsigt over fjorden, og området bruges også til arrangementer og ophold i det fri.

Læs mere om Vores Kalundborg

Særligt for Kalundborg

Højbyen

Højbyen i Kalundborg er hjemsted for flere af byens mest markante kultur- og historiske seværdigheder. Den femtårnede kirke, en af Danmarks mest berømte middelalderkirker, stiger imponerende op i byens skyline og byder på en fascinerende arkitektur og historie. I nærheden ligger Kalundborg Museum, hvor du kan lære mere om områdets historie og traditioner. Slotsruinen, som stammer fra middelalderen, er et spændende minde om det tidligere Kalundborg Slot. 

Munkesøen

Streetmiljøet i Munkesøen er et populært aktivitetsområde, der tilbyder noget for både børn, unge og voksne. Her finder du en streetbasketbane, en skaterbane, kunststofbaner, beach-håndboldbane, en legeplads og udendørs fitnessredskaber, der giver mulighed for både sport og motion. Området ligger lige overfor Kalundborg Svømmehal og tæt på gymnasiet, hvilket gør det til et ideelt sted at være aktiv eller slappe af med vennerne.
 
 
 

Handelsliv

Kalundborgs handelsliv er centreret omkring gågaden, hvor du finder alt fra specialbutikker og mode til caféer og spisesteder. Området byder på en hyggelig atmosfære, og handelsstandsforeningen, Vores Kalundborg, arrangerer ofte aftenåbent samt aktiviteter for både børn og voksne, der skaber liv i byens gader. Uanset om du er på jagt efter en gave eller en pause, er gågaden et ideelt sted at udforske.

  • Vor Frue Kirke

    Adelgade 18, 4400 Kalundborg

  • Kalundborg Havnepark

    Vestre Havneplads, 4400 Kalundborg

  • Gågade

    Kordilgade, 4400 Kalundborg

  • Kalundborg Svømmehal

    J. Hagemann-Petersens Alle 11, 4400 Kalundborg

  • Skaterbane & Basketbane

    Kalundborg Skaterpark, 4400 Kalundborg

  • Kalundborg Biblioteker

    Klostertorvet 2, 4400 Kalundborg

  • Kalundborg Museum

    Adelgade 23, 4400 Kalundborg

  • Nytorv

    Nytorv, 4400 Kalundborg

  • Stejlhøj

    Stejlhøj, 4400 Kalundborg

Store events

Kalundborg har gennem årene været vært for flere store nationale og internationale events, der har tiltrukket både lokale og besøgende lang vejs fra. Læs om de mest markante events, der har sat Kalundborg på kortet, og få indsigt i, hvordan byen har været med til at sætte scenen for både lokale og internationale begivenheder. Læs om dem her

Foto: Lasse Lagoni.