Badestrande

På denne side kan du finde alt den information, du har brug for om Kalundborgs badepunktstrande, herunder faciliteter, vandkvalitet og hvad der gør dem særligt attraktive for besøgende.

Hvad skal du vide om badestrandene i Kalundborg?

Kalundborg Kommune byder på hele 160 km smuk, bugtende kystlinje med mange dejlige badestrande. Her kan du nyde en dukkert fra både kysten samt sæson- og helårsbadebroer. Udforsk de naturskønne strande herunder – find dem, der ligger tættest på dig, eller tag på opdagelse i nye områder af kommunen. Flere af Kalundborg Kommunes badestrande er desuden certificeret som 'Badepunkt' for deres høje kvalitet og naturnære oplevelser.

DE 5 BADERÅD

  • Lær at svømme

  • Gå aldrig alene i vandet

  •  Læs vinden og vandet

  • Lær stranden at kende

  • Slip ikke børnene af syne

Læs mere om de fem baderåd

MASSER AF BADEMULIGHEDER

Udvalgte Badepunkter

Eskebjerg Vesterlyng rummer en af Vestsjællands fineste badestrande, og er et af de få steder man kan bade ved siden af køer. Den strækker sig 5 km fra Alleshave i vest til det statsejede, afspærrede skydeterræn Stold i nord. Stranden er lavvandet og derfor særdeles velegnet for børnefamilier. Ved indkørslerne til Eskebjerg Vesterlyng er opsat oversigtsskilte, som leder de besøgende til parkeringerne på området. På parkeringerne er der de fleste steder også opsat informationsskilte, skraldespande og toiletter. Udover en fantastisk badestrand gemmer vesterlyng også på spetakulere naturoplevelser, planter og kulturhistorie. 

Ulstrup Sønderstrand er en naturskøn strand beliggende på Røsnæs-halvøen nær Kalundborg. For naturelskere tilbyder området omkring Ulstrup Sønderstrand rige oplevelser. Den nærliggende sommerhusudstykning fra slutningen af 1950'erne er omgivet af tæt vegetation og åbne områder med græssende får, hvilket skaber en idyllisk atmosfære. Adgangen til stranden er bekvem med parkeringsmuligheder i nærheden, og der er gode forbindelser med offentlig transport.

Bjerge Sydstrand er en fin sandstrand som ligger i tilknytning til større sommerhusområde. Stranden ligger med Svallerup strand mod nord og Reersø strand mod syd og har en lang smuk sandstrand mod vest.  
Det er en god familie badestrand, med lavt vand og revler. Der er kig mod Kalundborg mod nord og Storebæltsbroen mod syd. Her kan du finde de smukkeste solnedgange, i duften af hybenrosen en sommeraften.  

Der er både redningskrans, skraldespande, toiletter, købmand, borde/bænke, parkering og handicaprampe.

Gisseløre er et fredet naturområde med en dejlig bynær strand, der ligger i tilknytning til et fint græsområde. I umiddelbar nærhed findes en indbydende bypark med spredt beplantning, udsigt over vandet og flere bænke, der indbyder til ophold og ro. Området er udstyret med faciliteter som handikapvenlig parkering og toilet, redningskrans, skraldespande, badebro og adgang til borde og bænke. Der er også en købmand eller kiosk i nærheden. Gisseløre ligger tæt på Kalundborg by, lystbådehavnen, Højbyen, Havneparken, Gisseløre Havn og Gisseløre gamle fyr – og er dermed et oplagt udflugtsmål i gåafstand fra centrum.

Saltbæk Strand er en fin sten- og sandstrand beliggende i et naturskønt område på nordsiden af Røsnæs, tæt ved Saltbæk Vig og det store fuglereservat. Der er gode parkeringsmuligheder lige ved strandarealet, og en helårs badebro gør det muligt at bade her året rundt. Området byder på faciliteter som toilet, parkering og redningskrans. I nærheden finder man vandrestier, Kalundborg Camping og et større sommerhusområde.

Der findes yderligere 3 skønne badepunkter i Kalundborg Kommune:

  • Nyby Havn
  • Reersø Nordstrand
  • Svallerup Strand

Se badevandskvaliteten

Hvad er en badepunktstrand?

Badepunkt er en mærkningsordning for badesteder med rent badevand, høj badesikkerhed, basal infrastruktur og med mulighed for særlige frilufts-, natur- eller kulturoplevelser For at blive godkendt hertil skal stranden opfylde visse kriterier både for selve stranden og for badevandet. På badestrande tages der som minimum fire badevandsanalyser på en badesæson (1. juni-1. september). Dette gælder også strande med Badepunkt-certificeringen.

Flere oplevelser i naturen