Om billedhuggeren Gunnar Hammerich (1893-1977) og hans mange portrætbuster skriver Niels Th. Mortensen i 1947: En af de mest vellykkede er Ove Rode fra 1929, der giver denne kendte politiker i hele hans fornemme, lidt reserverede holdning.
I 1935 gentog han busten i overnaturlig størrelse til opstilling i Kalundborg - Ove Rodes gamle valgkreds. Skulpturen blev i 1935 opstillet i Adelgade foran Vor Frue Kirke. Ved parterrets anlæggelse 1953 blev skulpturen flyttet til Møllebakketrappen. Den radikale politiker og redaktør Ove Rode var i mange år medlem af Folketinget, valgt i Kalundborgkredsen. I perioden 1913-20 var han indenrigsminister i C.Th. Zahles regering.