Den 7. august 2021 blev en 2,4 meter høj bronzeskulptur af guldaldermaleren Johan Thomas Lundbye afsløret i hans fødeby, Kalundborg. Skulpturen er skabt af billedkunstner Maja Lisa Engelhardt og blev indviet i forbindelse med Lundbye Kunstfestival 2021.
Skulpturen er placeret ved hjørnet af J. Hagemann-Petersens Allé og Klosterparkvej – tæt på Klostertorvet – et sted valgt for at forbinde Kalundborgs historiske bymidte med de grønne omgivelser, ligesom Lundbyes værker ofte forenede det naturtro med det nationale.
Værket viser en ung Johan Thomas Lundbye på vej hjem til sit fødehjem i Skibbrogade 8 efter en studietur til sit elskede Røsnæs. Under armen bærer han sin skitsebog – og på skulpturens bagside ses symboler med reference til hovedværket En dansk kyst. Over for ham, på den anden side af vejen, ses hans alter ego Sindre, som han symbolsk "kigger" på.
Projektet er blevet realiseret med støtte fra Bent O. Jørgensens Fond og Kalundborg Kommunes kunstpulje.
Læs mere om Lundbye.