Billedhuggeren Jun-Ichi Inoue (1948-2009) var født op opvokset i Japan. I 1973 slog han sig ned i Danmark og fortsatte sin uddannelse på Kunstakademiet. I 1986 blev hans skulptur Erindring fra min barndom opstillet ved parkeringspladsen på Stadion Allé mellem vandrerhjemmet og den tidligere handelsskole.
Skulpturen er udført i granit, og den rummer en geometrisk strenghed tilsat indtryk fra barndommen i Japan. Måske den er en parafrase over et vandfald? I 2025 modtog Kalundborg Gymnasium en donation på 7 værker af Jun-Ichi Inoues søn Silas Inoue, skænket af Ny Carlsbergfondet. Blandt andet kan en lysinstallation opleves på facaden ud mod J. Hagemann-Petersens Allé.