Kalundborg Biblioteker

Kalundborg Biblioteker er en sammenslutning af otte biblioteker i kommunen. Her handler det ikke kun om at låne bøger – bibliotekerne er levende kultursteder med foredrag, kreative værksteder og oplevelser for både børn og voksne.

Kalundborg Bibliotek ligger centralt på Klostertorvet 2 i Kalundborg og rummer både voksen- og børneafdeling samt borgerservice. Her finder du ikke kun bøger og materialer til udlån, men også et levende rum med mange muligheder. Der er publikums-pc’er med internetadgang, printer, scanner og kopimaskine.

I læsesalen kan du fordybe dig i aviser, magasiner eller studier, og i kælderen – som er åben i den bemandede åbningstid – findes en stor samling faglitteratur, CD’er, DVD’er, nodebøger og gamle lokalaviser. Børnebiblioteket byder på hyggelige kroge, legetøj og tegnegrej til fri leg og kreativitet.

Biblioteket har også et makerspace – et kreativt værksted med bl.a. 3D-printere – som er åbent i forbindelse med aktiviteter for både børn og voksne. Desuden udstiller lokale kunstnere løbende deres værker i biblioteksrummet og bidrager til en levende og inspirerende atmosfære.

Besøg Kalundborg Bibliotek

Høng Bibliotek ligger midt i Høng by – lige ved siden af Høng Bevægelsespark, et grønt område med naturlegeplads og gode siddepladser. Biblioteket rummer både voksen- og børneafdeling samt borgerservice og byder på mange muligheder ud over bogudlån. Der er adgang til toiletter, publikums-pc’er med internet og printer, og en læsesal med aviser, magasiner og plads til fordybelse eller studiearbejde.

Børnebiblioteket er særligt aktivt og fungerer også som skolebibliotek for Høng Skole. Her er hyggelige kroge, legetøj og tegnegrej til fri brug. Lokale kunstnere udstiller løbende deres værker i biblioteksrummet, og biblioteket huser desuden Høng Lokalhistoriske Arkiv samt foreningslokale til Høng Lokalhistoriske Forening.

Besøg Høng Bibliotek

Gørlev Bibliotek ligger centralt i Gørlev på Algade 35 og rummer både voksen- og børneafdeling. Her er gode rammer for både fordybelse og leg, samt adgang til toiletter. I børnebiblioteket findes hyggelige pladser, tegnegrej og legetøj.

Lokale kunstnere har mulighed for at udstille deres værker i biblioteksrummet, og der er også mulighed for at låne et lokale til arrangementer eller møder.

Besøg Gørlev Bibliotek

Ubby Bibliotek ligger centralt i Ubby – i tilknytning til Ubby Kultur- og Forsamlingshus – og byder på et hyggeligt biblioteksrum med både børne- og voksenområde. Der er legetøj og børnemøbler samt borde, hvor man kan sidde og arbejde, samt adgang til toiletter. Der er også en computer til rådighed for publikum.

Lokale kunstnere udstiller løbende deres værker i biblioteket og bidrager til en levende atmosfære.

Besøg Ubby Bibliotek

Eskebjerg Bibliotek ligger i Eskebjerg på Eskebjergvej 67 og fungerer som et selvbetjent bibliotekspunkt. Her kan du afhente reserverede materialer og aflevere lån. Der er en pc til rådighed samt mulighed for at printe.

Besøg Eskebjerg Bibliotek

Svebølle Bibliotek ligger i Ældrecenteret Åvangen på Centervej 13 og tilbyder selvbetjent biblioteksservice. Her kan du afhente reserverede materialer og aflevere dine lån. Der er et lille bibliotekshjørne med et udvalg af bøger, som løbende udskiftes, samt forskellige materialer som foldere, flyers og kataloger med information om bibliotekets tilbud og arrangementer.

Besøg Svebølle Bibliotek

Snertinge Bibliotekstilbud ligger i aktivitetscenteret Vesterlunden på Vesterlunden 1. Her er der ikke udlån af bøger og materialer, men du kan orientere dig om Kalundborg Bibliotekers tilbud, finde læseinspiration og tage foldere med information om de elektroniske muligheder. Bibliotekets katalog er også tilgængeligt på stedet.

Stedet er ubemandet og følger Vesterlundens åbningstider.

Besøg Snertinge Biblioteksinfo

Sejerø Bibliotek ligger i forbindelse med Sejerø Plejehjem.

Der er både voksenbøger og børnebøger til rådighed, samt åbent to gange om ugen. Der er ikke PC til rådighed og ikke mulighed for at printe.

Biblioteksindsatser

Den Kulturelle rygsæk

Den Kulturelle Rygsæk er Kalundborg Kommunes indsats for at give alle skolebørn mindst tre kulturelle oplevelser om året: en danseforestilling, en teaterforestilling og en koncert. Initiativet koordineres af Kalundborg Biblioteker i samarbejde med skolerne og Kultur- og Fritidsudvalget. 

Læsehunde

Læsehunde er en del af Kalundborg Bibliotekers tilbud for børn, der ønsker at blive bedre til at læse. I samarbejde med Foreningen Læsehunde tilbyder biblioteket et gratis læsekursusforløb på seks gange, hvor børnene får mulighed for at læse højt for en godkendt læsehund og dens fører.

Biblioteksklubben

Klubben er et gratis tilbud til dig, der har lyst til kultur, oplevelser og ny inspiration sammen med andre. Når du er med i Biblioteksklubben får du invitationer til at deltage i vores klubmøder. Her mødes klubmedlemmerne med repræsentanter fra Kalundborg Biblioteker, og sammen snakker vi om, hvilke arrangementer vi kunne tænke os i fremtiden.

  • Kalundborg Bibliotek
  • Høng Bibliotek
  • Gørlev Bibliotek
  • Ubby Bibliotek
  • Eskebjerg Bibliotek
  • Svebølle Kvik Bibliotek
  • Biblioteksinfo Snertinge
  • Sejerø Bibliotek

    Mastrupvej 18, Sejerø

Den 8. himmel

Den 8. Himmel er en årlig begivenhed, med fire koncerter i skolernes sommerferie. Koncerterne foregår ved amfi-scenen i Klosterparken bagved Kalundborg Gymnasium. Publikum tæller både familier, institutioner, SFO'er og turister. Koncerterne har til formål at skabe nærvær, fællesskab og glæde gennem musik og stor scenekunst. Den 8. Himmel arrangeres af Kalundborg Biblioteker.